DOG-MUM

In 2024, I was lucky enough to be interviewed for Danish media twice.  This was a great honour to me and they described very well who I am, my lifestyle and my passion for dogs. You can read both articles here. For non-Danes, I am sorry, please use Google Translate ! 

JYLLANDS-POSTEN 15.06.2024 - PLEASE OPEN THE FULL ARTICLE HERE: 

https://jyllands-posten.dk/article17124799.ece?shareToken=h1r7ivk7f5kbv02sg8mj39kg

Efter 14 år på kontor skabte Pia Johansen sit drømmejob: Hun rejser rundt og passer hunde i deres hjem. 

Pia Johansen kvittede sit job i EU-parlamentet i Bruxelles for at blive professionel hundesitter. Hun bor i Málaga og rejser derfra rundt i især Europa og flytter ind i hos kæledyr, mens deres ejere er på ferie. Malcolm i Washington, Winnie og Ned i Malaga, Chico i Ebeltoft, Bella og Jasper i Bruxelles, Louie i Aarhus, Louis og Angie i Cape Town, Lily i Tarragona. Pia Johansen elsker dem alle. Og mange flere til. Hun nusser og pusler, går tur, leger og hygger, professionel hundepasser med egen hjemmeside, Dog-Mum. Vi taler sammen, mens hun sidder med Ned, en lille pomeranian, på skødet i »en megalækker lejlighed på 9. etage med en kæmpestor tagterrasse med udsigt over hele byen, bjergene og alt det« i Málaga i Spanien. For det er det, den hunde- og katteglade Pia Johansen gør. Hun flytter ind i kæledyrsejeres huse og passer deres hunde, katte, kaniner, fugle, eller hvad de nu har, mens de selv er på ferie. Det har bragt hende vidt omkring. F.eks. var hun tre uger i Washington i selskab med Malcolm. »Han er en gammel hund og vil gerne sove hele dagen, så jeg havde tid til at være turist.« Andre gange har hun været afsted som hundepasser med kost og logi i Belgien, Sydafrika og Danmark. Lige nu forhandler hun med en mexicansk familie om, at hun måske kan flytte ind hos deres hund over jul og nytår, så de kan tage på juleferie med ro i sjælen. Hun fik også på et tidspunkt en forespørgsel fra et par, der skulle have passet en papegøje. Parret ville være sikker på, at den havde nogen at tale med, mens det var på ferie. »Desværre kunne jeg ikke, men det ville da have været sjovt. Det er mest hunde, jeg passer, men også enkelte katte. Mit længste housesitting-job var i vinteren 22-23, hvor jeg boede sammen med en kat i tre måneder,« fortæller hun. »Sommetider tager jeg min mor, der bor i Aarhus, eller en veninde med. Det er der nogle af familierne, der foreslår. De er bange for, at jeg keder mig. Det er rigtigt set, for jeg kender jo ikke nogen de steder, jeg kommer, så jeg er meget alene. Til gengæld får jeg set mig omkring i området.« 

Et helt nyt liv 

Det er et helt nyt liv, den 42-årige Pia Johansen tog fat på sidste år, efter at hun har arbejdet i Bruxelles i 14 år, først for Dansk Industri, derefter som assistent for de socialdemokratiske politikere i EU-Parlamentet, først Dan Jørgensen, så Jeppe Kofod og til sidst Niels Fuglsang.»Jeg har læst fransk og spansk på handelshøjskolen i Aarhus, arbejdede i Paris i to år og rejste rundt i Latinamerika og Spanien, inden jeg tog til Bruxelles,« fortæller hun. »Det har alt sammen været meget lærerigt, men på et tidspunkt trænger man til noget nyt, ikke? Det gik efterhånden op for mig, hvor usundt det var for i hvert fald mig at sidde på et kontor hele dagen lang. Mentalt og fysisk, man kan mærke det i sin krop og sit hoved.« Hun slappede af ved at passe hunde for nogle af dem, hun mødte i Bruxelles. Det var i de afslappede weekender, det gik op for hende, hvor glad hun var for at tilbringe tiden sammen sine firbenede venner. »Det gjorde mig så godt tilpas. Man kommer udenfor, får en masse frisk luft, går tur i skoven. Hunde gør noget fantastisk ved ens humør. Selvom jeg havde et spændende job med gode chefer og kolleger, kunne jeg mærke, at dagene på et gråt kontor gjorde mig i dårligt humør. Så jeg måtte videre, det stod klart.« 

En kæmpe beslutning 

Det kom hun i marts sidste år. »Det var en kæmpe beslutning, men jeg har ikke fortrudt. Jeg havde købt en lejlighed i Málaga og havde styr på min økonomi. Da jeg forlod Bruxelles, havde jeg to kufferter med. Jeg skulle jo kun have mit tøj og personlige ejendele med mig, for lejligheden i Málaga var fuldt udstyret,« smiler hun. »Alt det andet overgav jeg til en ung kvinde, som havde fået arbejde i parlamentet. Hun ankom med ingenting, så det var en perfekt løsning. Det var da underligt bare at efterlade alle sine ting, men det har kun været godt.«Nu lejer Pia Johansen sin spanske lejlighed ud til feriegæster, mens hun passer hunde helt andre steder. »Jeg flyttede fra Bruxelles i marts, og fra juni til november var jeg alle mulige steder for at passe dyr. Hele juli var jeg i Danmark. Det er så fint at være hjemme hos familien, men alligevel have sit eget hus at bo i, hvor jeg kunne invitere veninder til at komme,« siger hun. Det tog lidt tid for hende at vænne sig til at gå ind i et fremmed hjem for at bo der alene. »Jeg har set mange forskellige hjem. Som regel er alt helt i orden, men nogle steder har der stået opvask i køkkenet eller overhovedet ikke været gjort rent. Det er ikke i orden. Jeg er der ikke for at gøre rent efter andre end mig selv. Folk går meget op i, at jeg skal have gode anbefalinger, men det må gå begge veje. Hvor er jeres gode anbefalinger? Sådan et sted gider jeg ikke komme igen,« siger hun. »Jeg kommer som regel dagen før for at spise aftensmad sammen med ejerne, så vi kan tale om, hvad jeg skal, og så jeg kan lære hunden at kende, mens de er der. Det, som ejeren fortæller mig om deres hund, passer stort set aldrig. Hunden er anderledes, når ejeren er væk, og skal altid lige afprøve, hvor mine grænser går.«

Et stort ansvar 

Hun er helt med på, at det er et stort ansvar, hun løfter. »Hunden er et familiemedlem, det er helt klart. Især hos folk, der ikke har fået børn. Jeg skal sende billeder og fortælle hver dag, hvordan det går. Det er deres lille baby, jeg har ansvaret for.«Hunden knytter sig hurtigt til hende, fortæller Pia Johansen. »De ved godt, at ejerne er væk, og at de er nødt til at holde sig til mig. De fleste hunde går lidt i panik, når kufferterne bliver pakket, men så kan jeg gå en tur med den, mens familien tager af sted,« siger hun. »Især rescue dogs – adopterede gadehunde – er bange for at blive forladt. De er ved min side hele tiden. Dem møder jeg mange af. I Spanien er det en klar trend at adoptere hunde, i Frankrig, England og Belgien det samme. Jeg lover dig, at de adopterede hunde ikke har så mange nykker som de opdrættede – de er glade for at få noget at spise, der er ikke noget med, at de kun vil spise noget ganske særligt. De vil bare have kærlighed. Den trend synes jeg også, at danskerne skal overveje.« De adopterede hunde, som har fået en hård start på livet, står i det hele taget hendes hjerte nær. I oktober skal hun arbejde frivilligt på et projekt med græske gadehunde i Belgien, hvor hun i et hus, som hun får stillet til rådighed, skal bo sammen med og opdrage nogle gadehunde, så de kan vænne sig til at bo sammen med mennesker, inden de skal ud til deres adoptionsfamilie. 

Drømmene står i kø

Hun har en drøm. Flere drømme. »Min hjerne er sat fri, jeg får så mange nye idéer, efter at jeg ikke længere sidder på et gråt kontor hele dagen: Jeg er blevet meget mere kreativ,« siger hun. »Jeg drømmer om at lave mit eget hundehotel, hvor hundene kan blive badet, klippet og plejet – jeg har taget et kursus i pelspleje. Der skal folk komme til mig, i stedet for at jeg kommer til dem. Måske skal det ligge i Bulgarien. Jeg var der i april og var vild med det. Det er ret billigt at etablere sig i Bulgarien, og efter Brexit er især briter i stort tal rejst dertil, hvor de lever som digitale nomader. De har deres hunde med sig, så der er virkelig mange, som jeg kan tage mig af.« Og ja, hun skal også have sin egen hund, når hun er holdt op med at rejse så meget. Det bliver ikke foreløbigt. »Nogle forstår ikke, at jeg kan leve, som jeg gør», siger hun med et smil og begraver fingrene i Neds tykke pels. Det er noget, de begge kan lide.

AARHUS STIFTSTIDENDE 10.08.2024 - FRONTPAGE:

Pia rejser verden rundt og bor i andre folks huse

Pia Johansen vidste allerede som barn, at der var en spændende verden udenfor Hørning. Nu boltrer hun sig i den, rejser fra sted til sted, arbejder, hvor hun kommer frem, og ser kun sjældent sin egen lejlighed i Malaga. Pia har gjort det til en levevej at passe andre folks hus og kæledyr, mens de selv er på rejse. 

PORTRÆT: - Jeg vender aldrig hjem til Danmark igen for at bo her. Det har jeg slet ikke lyst til. Pia Johansen smiler afvæbnende, men bestemt. Lige nu sidder hun dog i Aarhus, hos sin ven Louie. Pia har mange venner. Verden rundt. Leyha og Keope bor i Bruxelles, Chico bor i Ebeltoft, Louis og Angie bor i Cape Town, Malcolm bor i Washington. Efter besøget hos Louie skal hun videre til andre venner i Danmark, i Belgien, i Holland og i Spanien. De næste fire måneder er hun på farten, inden hun atter runder sit hjem i Malaga, Spanien, i et par måneder.
Pia Johansen er professionel hunde-, katte- og hus-sitter. Hun passer andre folks kæledyr og hjem, mens de selv er på rejse. Hun har altid vidst, at hjembyen Hørning ikke skulle holde på hende livet ud. Efter en studentereksamen fra Skanderborg Gymnasium og en bachelor i spansk og fransk fra Handelshøjskolen i Aarhus vinkede den nu 42-årige farvel til Østjylland og familien, der tæller forældre, bror og niece, og hun har ikke set sig tilbage siden. 

Tårnhøje priser i Paris 

- Jeg har altid haft nemt ved at lære sprog, og jeg snakkede også tidligt, siger min mor. Jeg har en nysgerrighed overfor fremmede sprog og kulturer, forklarer Pia, der allerede i universitetstiden begyndte at arbejde online for et fransk konsulentfirma. Efter sin bachelor rejste hun til Paris for at bo tæt på sit job, hvor hun oversatte skandinaviske nyheder for franske erhvervsvirksomheder. - Oversættelse er et job, som er ved at uddø i dag, erkender Pia. Efter et par år løb hun sur i Paris og især i det faktum, at hun havde færre penge til rådighed i Paris som fuldtidsansat end som studerende i Aarhus, fordi leveomkostningerne i byernes by var tårnhøje. Da Dansk Industri søgte en blæksprutte på sit repræsentationskontor i Bruxelles, slog hun til. - Det var lige mig. Jeg har altid godt kunnet lide at organisere og arrangere. I dag kalder jeg mig en pet sitting Marie Kondo, for ligesom den japanske organisator tilbyder jeg også at rydde op i folks rod, mens jeg passer deres hus og dyr, siger Pia. Hos Dansk Industri arrangerede hun events og møder for de medlemmer, der kom på besøg i Bruxelles fra Danmark. - I Bruxelles kunne jeg leje en hel lejlighed for det samme, som et værelse i Paris kostede, og jeg kunne spadsere til arbejde uden at behøve offentlig transport. 

Hele verden i Bruxelles 

Tre år senere rykkede hun videre til Europa-Parlamentet, også i Bruxelles, for at blive personlig assistent for det socialdemokratiske medlem Dan Jørgensen. Da han rejste hjem, fortsatte hun som assistent for de følgende socialdemokrater, Jeppe Kofod og Niels Fuglsang. - Jeg var den, der modtog og besvarede mails, organiserede møder og rejser og holdt styr på kalenderen. Politikerne i EU har en helt vanvittig kalender, hvor bare fem minutter tæller. Til sidst kender man den, man arbejder for, så godt, at man nærmest er inde i hans hoved, griner Pia, der i tiden sammen med Dan Jørgensen fattede særlig interesse for dyrevelfærd – fordi han interesserede sig for emnet. Samtidig opdagede hendes bekendte og kolleger Pias glæde ved hunde og katte. Hun er ikke opvokset med dyr, men har altid følt en særlig fornøjelse ved at omgås dem, og hun sagde derfor beredvilligt ja, når nogen spurgte, om hun ville passe deres kæledyr i nogle dage. - Bruxelles er en by, hvor folk altid er på gennemtræk, så man lærer mange at kende, og der er mange, der kommer og går. Det betyder, at man ender med at have et netværk over hele verden, fortæller Pia. - Efter coronatiden kunne ingen hunde være alene hjemme, og der var en del, der spurgte mig, om jeg kunne passe deres dyr i dagtimerne. Det var jo umuligt, når jeg også havde mit job, fortæller hun, som på det tidspunkt havde været ansat i Europa-Parlamentet i 10 år, været glad for det, men også var begyndt at mærke den tyngende rutine. - Og så tænkte jeg, at man måske kunne leve af at være dogsitter, fortæller Pia, der sagde jobbet op, overlod sin Bruxelles-lejlighed med alt indbo til en nyankommen EU-kollega og flyttede adresse til den ferielejlighed, hun havde købt i Malaga nogle år forinden. 

Efterlod alt, hun ejede

 - Jeg forlod Bruxelles med to kufferter. Det var da lidt mærkeligt at efterlade alle sine ting, men jeg har aldrig været ret materialistisk interesseret, og jeg havde jo en fuldt udstyret lejlighed i Spanien. Siden da har Pia rejst verden rundt, men mest i Europa, for at passe huse og dyr. Når hun er bortrejst fra Malaga, lejer hun sin lejlighed ud til turister. - Jeg har et skab, som jeg kan låse med nøgle, og der har jeg mine få personlige effekter som souvenirs og breve og lidt tøj. Resten af lejligheden kan mine lejere bruge frit, og det generer mig ikke spor, at der er andre mennesker, der lever i mit hjem. Det generer hende heller ikke spor, at hun selv lever mellem andre menneskers personlige ejendele, når hun passer deres hjem og kæledyr. - Jeg ankommer typisk dagen før familiens afrejse, så jeg får hilst på hunden eller katten, og så jeg er der, når familien forlader hjemmet, for det kan godt være stressende for et dyr at se dets ejere forsvinde, siger Pia, der fordriver tiden i andre folks hjem med at læse, gå lange ture, planlægge de kommende måneder og svare på henvendelser. - Der er faktisk utrolig meget koordineringsarbejde forbundet med den her livsstil, fortæller hun. Hun har uddannet sig til hundefrisør og passer gerne sådanne opgaver samtidig, og hun har planer om at åbne en webshop med varer til hunde og deres ejere. 

Nu er humøret i top

Hun elsker livet som nomade, hvor hun rejser fra sted til sted og passer sit arbejde derfra, hvor hun overnatter. - Jeg planlægger meget langt frem i tiden, for det er vigtigt for mig, at folk kan regne med vores aftaler. Jeg ville aldrig hoppe fra en aftale, for jeg ved, at mange arrangerer deres rejse efter min kalender, og når jeg har sagt ja til en opgave, anser jeg dyret for mit ansvar i den aftalte periode. Pia må undvære kolleger i sit arbejdsliv, og "jeg kan ikke bare ringe og melde mig syg en dag", som hun siger, men hun nyder at bruge tid sammen med dyrene, og "jeg møder jo hele tiden folk, når jeg er ude at gå, så jeg snakker med mange. Og faktisk snakker jeg også hele dagen til hundene, de har alle sammen deres egen personlighed". Hun har oplevet, at hendes hjerne bobler over af kreativitet efter, at hun har forladt de dagslys-sparsomme kontorer i Bruxelles og har begivet sig ud i naturen sammen med plejehundene. - Mit humør er bare helt i top, når jeg er sammen med hunde, konstaterer hun, der især holder af, at hun nu kan opholde sig i Nordeuropa om sommeren, hvor Spanien er kogvarm, og i Sydeuropa om vinteren, hvor Danmark er kold og klam. Pia har foreløbig sat et par år af til at leve som nomade, men vil ikke afvise, at årene bliver til flere, for "jeg er rastløs, hvis jeg er for længe det samme sted, og jeg kan virkelig godt lide tanken om at leve og arbejde fra sted til sted", siger hun og fortsætter: - Måske vil jeg ikke rejse til evig tid, men så kunne jeg tænke mig at få en lille hundepension i Sydeuropa, for jeg skal aldrig bo i Danmark igen om vinteren.